FCK sparker AGF's dæmning i 1000 stykker
Foto: Lars røNbøg /Scanpix
Lars røNbøg /Scanpix
I pausen talte publikum i Parken om, at den superligakamp ligeså godt kunne vippe til AGF's side.
Men da spillerne 45 minutter senere traskede fra banen med resultatet 3-0 til FC København på måltavlen havde såvel københavnere som aarhusianere formentlig glemt alt om det.
Til slut handlede det kun om, hvor mange mål FCK skulle lave, og da var det ikke længere relevant at dvæle ved, at aarhusianerne i lang tid skabte en både lige og velspillet kamp i nationalarenaen.
Peter Sørensens robuste og ofte afventende AGF-hold er skabt til at kunne stå fast i svære udekampe, som den i Parken søndag aften.
Det kræver ofte noget ekstraordinært at låse de velorganiserede østjyder op, og ekstraordinært var lige, hvad det var, da Christian Bolanos 10 minutter efter pausen skabte den scoring, der sendte Champions League-aspiranterne på ret kurs.
I fuldt løb vippede han elegant bolden over AGF's forsvarskæde til en fremstormende César Santin, som flugtede den i mål til en fornem 1-0-scoring, der faldt på et tørt sted.
For gennem 55 minutter havde gæsterne nemlig konstant lokket favoritterne ind i fælder, hvor tingene ikke blev rigtigt farlige.
Kun når en svingende Nicolai Jørgensen rykkede ind i banen, steg temperaturen i det aarhusianske straffesparksfelt, men ellers havde den finske veteran Petri Pasanen og hans kumpaner i AGF-forsvaret forbløffende godt styr på hjemmeholdet.
Men da først Bolanos og Santin havde sparket hul på AGF's dæmning, fossede modet og energien ud af gæsterne.
Blot seks minutter senere hamrede Andreas Cornelius bolden fladt i mål til 2-0 fra 20 meter, og da københavnerne kort efter blev tildelt et straffespark, lignede det nærmest et østjysk sammenbrud.
Santin satte dog forsøget på træværket, men stormløbet mod AGF's flossede fæstning fortsatte.
Hvis gæsterne havde en plan B, tog de den ikke i brug, og da Santin udnyttede et nyt straffespark til 3-0, var det pludselig en meget klar sejr til et tophold, der var længe om at løse den aarhusianske gåde.
Med sejren er FC København i toppen af ligaen atter tre point foran Sønderjyske og OB, mens AGF efter fem spillede kampe fortsat står på fem point.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde