FCK til opvisningskamp i Rødby

Af Jakob Poulsen og Kenneth Kjæp Larsen


Når F. C. Københavns nykårede danske mestre i fodbold på torsdag, 20. maj, kommer til Rødby Stadion for at spille opvisningskamp mod Sydalliancens LF-seriehold, har de sølvtøj med.
På søndag får holdet nemlig overrakt mesterskabstrofæet i Parken i København, og det tager man med til Rødby for at vise det frem for tilskuerne.

Opvisningskampen begynder klokken 18.00, og der er gratis adgang for alle. Kampen er et led i FCK’s Lalandia Tour. En rundtur, der også giver børn og gæster mulighed for at komme helt tæt på Superliga-spillerne.

Man kan for eksempel møde Johan Wiland og se, om man kan score på ham. Eller afprøve sin boldteknik over for Ailton og få gode råd og tips. 
Det foregår på Lalandias kunststofbaner fra klokken 15-16. Arrangørerne oplyser, at hvis vejret bliver dårligt, flytter de ind i Lalandias sportshal.

Klokken 19.45 efter opvisningskampen er der autografskrivning.
Rødby Boldklub opfordrer tilskuerne til at komme i god tid, og gerne en time før kampen begynder, så man både kan nå at finde en parkeringsplads og komme ind på stadion, før dommeren fløjter op.

Foto: KHAN TARIQ MIKKEL

De danske fodboldmestre møder Sydalliancens LF-seriehold torsdag aften. Københavnerne tager mesterskabstrofæet med til Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret