FCK-træner: Det var næsten afgjort før Nordstrand-mål
FC København er fortsat uden en sejr i denne superligasæson, efter at FC Nordsjællands angriber Morten Nordstrand med et fabelagtigt saksespark udlignede til slutresultatet 2-2 på Farum Park.
Og det er FCK-træner Ariël Jacobs skuffet over, for han havde set de første tre FCK-point være nede i sækken.
- Vi havde kontrollen to gange, men vi tabte kampen. I første halvleg havde vi fuld kontrol, og så scorede de. Da vi scorede i anden halvleg, anså jeg praktisk talt kampen for at være død og afgjort.
- Jeg forventede nærmere, at vi ville score til 3-1. Men så indkasserede vi et supermål. Det er den slags, der kun sker, når man er i en situation som vores, siger Ariël Jacobs.
Belgieren sammenligner det med hollænderens Marco van Bastens legendariske drømmemål ved EM i 1998.
- Jeg tror ikke, at Nordstrand så det. Det var endnu sværere end det mål, Marco van Basten lavede i 1988. Nordstrand lavede et godt løb bagom vores forsvar, og han fik godt ram på bolden.
- Jeg kan ikke lide at snakke om held og uheld, men det er det, vi møder under disse omstændigheder, siger FCK-træneren.
Jacobs er ikke meget for at snakke om fremskridt, for et point er ikke nok, når man ligger sidst i ligaen.
- Hvad er fremskridt? I sidste uge spillede vi en god første halvleg mod Randers, men vi scorede ikke nok. Er det fremskridt?
- Ja, det er det. Og resultatet mod FCN er fremskridt, og på den måde fik vi da et point. Det giver lidt selvtillid, og det skal vi bygge videre på.
- Men vi kan med al respekt sagtens forbedre os yderligere, fastslår Jacobs.
FCK tabte sæsonens første tre kampe inden søndagens uafgjorte resultat mod FCN.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned