FCK-træner efter pokalsejr: Arbejdet skal gøres færdigt

FC København-træner Jacob Neestrup var tilfreds med 3-1-sejren over Kolding IF i pokalen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Arbejdet skal gøres færdigt mod Kolding IF i Parken, kræver FC København-træner Jacob Neestrup.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC København kan skimte pokalsemifinalen foran sig efter lørdagens 3-1-sejr over Kolding IF i den første af to kvartfinaler.

Nu venter der en returkamp i Parken i næste weekend, og det skal ende med avancement, fastslår FCK-træner Jacob Neestrup

- Der er stadig et arbejde, der skal gøres færdigt. Men vi fik et godt udgangspunkt på en bane, som var ekstremt svær, især som kampen skred frem, siger Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside.

- Vi vandt med to mål et sted, hvor det har været meget svært for mange andre hold, både i pokalen de seneste år, men også i 1. division, i forhold til at Kolding lige nu er det hold i de to øverste rækker, der giver færrest chancer væk, og det må man bare have respekt for.

William Clem scorede sit første mål for FCK på et langskud efter 62 kampe for klubben uden et eneste mål.

- Clem spillede en god kamp, så længe vi havde kontrol på bolden, men så var der noget andenboldsspil og duelkraft, hvor han også skal lægge på, siger Neestrup.

FCK-træneren mener, at Kolding på sin hjemmebane fik skabt en intens ramme om kampen som underdog i lørdagens pokalopgør.

- Det er bare svære betingelser, når vi også tager banen i betragtning. Men vi er tilfredse med udgangspunktet, og så skal vi selvfølgelig gøre arbejdet færdigt i Parken næste søndag, men først gælder det Conference League.

FCK tager i sin næste kamp imod skotske Hearts i Conference League torsdag aften. Derefter venter Kolding IF i pokalen tre dage senere.

/ritzau/