FCK-træner forstår pifteri fra fans

Flere tilskuere i Parken valgte at pifte i utilfredshed med FC Københavns præstation i 1-0-sejren over irske Shamrock Rovers i kvalifikationen til Champions League.

En utilfredshed, som FCK-træner Roland Nilsson deler.

- Vi ved, at vi kan gøre det meget bedre.

- Jeg forstår tilskuernes utilfredshed. Vi præsterer ikke godt i dag. Vi gør det godt frem til 1-0-målet efter fire minutter, men så går vi ned i tempo og mister en del kvalitet i vores spil, siger Roland Nilsson.

- Efter målet spiller vi for meget på tværs, og det gør, at vi får et irsk pres imod os.

- Det føles som om, at vi tror, at det hele er afgjort, da vi kommer foran med 1-0, siger Roland Nilsson, der trods alt også tager noget positivt med fra sejren i Parken.

- Vi vandt kampen og lukkede ikke mål ind. Det er naturligvis godt.

- Nu ved vi også, hvad de kan, og så må vi sørge for at levere en meget bedre præstation i næste uge, fastslår svenskeren med henvisning til tirsdagens returkamp i Dublin.

Lykkes det for FCK at slå Shamrock Rovers samlet, så skal københavnerne ud i yderligere to kampe for at nå gruppespillet i Champions League. Skulle det gå galt for FCK, så har holdet fortsat chancen for at nå gruppespillet i Europa League.

/ritzau/

Roland Nilsson var utilfreds med FCK's præstation imod Shamrock Rovers - bortset fra de første fire minutter.

Offentliggjort Sidst opdateret