FCK-træner godkender kneben europæisk sejr
Jacob Neestrup dirigerer tropperne under mødet med Banik Ostrava. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Jacob Neestrup er tilfreds med udgangspunktet på 1-0 før returkampen mod Banik Ostrava.
FC København fik onsdag aften hevet en kneben sejr på 1-0 hjem over tjekkiske Banik Ostrava i den første af to kvalifikationsopgør til Conference League.
FCK leverede ikke nogen prangende præstation, men det var trods alt fortjent, at Victor Froholdt sikrede sejren kort før tid.
- Det var ikke alt, der var perfekt, men jeg synes, at det er godkendt, og vi fik et godt udgangspunkt før returkampen, siger FCK-træner Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside.
Banik Ostrava kom med et meget defensivt udtryk, helt som Neestrup havde forventet.
- De kom præcis med det, vi havde forventet og forberedt os på, men man kan bare ikke holde sådan et hold fra omstillinger. Det har de vist i mange kampe i Tjekkiet, at de er gode til.
- Men havde vi scoret på en af de chancer, vi havde tidligere i kampen, så tror jeg også på, at vi havde vundet med flere, lyder det fra cheftræneren.
Han havde sine overvejelser om, hvor meget der skulle satses på et sejrsmål i kampens sidste del.
- Det er bare sådan i de her europæiske kampe, hvor du starter på hjemmebane, at der er nogle andre overvejelser i den sidste halve time end i en almindelig superligakamp.
- Jeg vil næsten sige, at det er vigtigere ikke at tabe 0-1, end det er at vinde 1-0, men selvfølgelig gør sejren en stor forskel.
Om otte dage venter returkampen i Tjekkiet.
- Vi skal dog stadig ned og gøre arbejdet færdigt på et lille, intimt stadion, hvor de har alle deres fans i ryggen, så der skal vi også finde den europæiske disciplin frem, som klubben har vist så mange gange gennem årene, og som jeg også synes, at vi så i dag, siger Neestrup.
Vinder FCK samlet over Banik Ostrava, venter der i playoffrunden enten et møde med norske Tromsø eller Kilmarnock fra Skotland.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned