Herrerne fra FCK Håndbold fik en lektion af rang, da de mødte tyske HSV Hamburg i Champions League. De danske vicemestre tabte således med 27-34 på hjemmebanen i Farum efter en kamp, hvor der aldrig var tvivl om udfaldet.
Allerede fra første fløjt var FCK på hælene, og især den store kroat Igor Vori på stregen lavede ravage i FCK-forsvaret. Og da den norske landsholdsstjerne Steinar Ege i hjemmeholdets mål samtidig havde store problemer med at få gang i redningerne, kom FCK hurtigt bagud.
Hamburg, der havde den danske landsholdsspiller Hans Lindberg på holdet, understregede kampen igennem, at der er stor forskel på toppen af dansk og tysk håndbold. Selvom målmand Kasper Hvidt med et par gode redninger fik forspringet reduceret til blot to mål i midten af anden halvleg, skruede Hamburg med en stærkt spillende Johannes Bitter i målet let op for tempoet og stak igen af fra 22-20 til 27-20. Og det kunne FCK på ingen måde svare igen mod.
- Vores forsvar var alt for flinkt. Deres forsvar var anderledes mere bevægeligt. De var klasser bedre, siger Kasper Hvidt til DR Sporten.
FCK har fortsat fire point for fire kampe, HSV har seks, mens gruppen føres af Ciudad Real, der har maksimumpoint efter fire kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker