FCK venter spændt på Europa League-afklaring onsdag
FC København tabte den første ottendedelsfinale til Istanbul Basaksehir med 0-1. Her jubler Edin Visca over sejrsmålet. Foto: Kemal Aslan/Reuters
Kemal Aslan/Reuters
Onsdag tager Uefa stilling til den fortsatte afvikling af Europa League, hvor FCK er i ottendedelsfinalen.
Tre måneder og fem dage er der gået, siden FC København spillede den første ottendedelsfinale i Europa League. Det skulle blive en af de sidste afviklede kampe inden den omfattende coronanedlukning.
Europa League har ligget stille siden 12. marts, men onsdag skal Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) eksekutivkomité på en telefonkonference tage stilling til turneringens videre forløb.
Det afventer man med stor spænding i FC København, der tabte den første ottendedelsfinale med 0-1 på udebane mod tyrkiske Istanbul Basaksehir.
- Det er meget vigtigt for os at kunne spille returkampen mod Basaksehir, for det er jo isoleret set en af de største kampe i klubbens historie, siger Daniel Rommedahl, Director of Football Operations & International Affairs i FCK.
- Når vi kun er bagud 0-1 efter den første kamp, så har vi en god chance for at gå videre og nå kvartfinalen, hvilket vil være en meget stor ting for klubben.
- Derfor er vi spændte på dagens Uefa-møde, hvor det ligger til, at vi får lov at spille den i Telia Parken engang i august, fortsætter han på FCK's hjemmeside.
Ifølge Rommedahl ligger det til, at FCK får lov at spille returkampen på hjemmebane i løbet af august.
Ifølge flere medier - herunder tyske Bild - har Uefa derefter planer om, at de sidste otte hold i turneringen tørner sammen i et Final 8-stævne på neutral grund, hvor der kun spilles én knald eller fald-kamp fra kvartfinalen og frem.
- Det er en fornuftig løsning i den situation, vi står i. En "Final 8-slutrunde" er nok nødvendig, da kalenderen skal gå op på alle leder og kanter, og der er ikke så mange muligheder, siger Daniel Rommedahl.
Onsdagens Uefa-møde afholdes fra klokken 12 til 15, og herefter vil forbundet melde nyt ud om turneringen.
Også afviklingen af Champions League og efterårets landsholdsterminer er på dagsordenen på mødet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde