FCK vil have europæisk stabilitet tilbage

Det har ikke været godt nok for FC København, når de danske mestre i denne sæson har spillet europæisk fodbold.

Derfor skal torsdagens Europa League-gruppekamp mod Hannover 96 i høj grad bruges til at redde noget af den internationale ære.

Den er kommet i fare efter Champions League-fiaskoen mod tjekkiske Viktoria Plzen og en 0-3-afklapsning til belgiske Standard Liege.

- De dårlige europæiske præstationer overskygger stadig de gode. Vi skal gøre det godt her til sidst, og forhåbentlig kan vi spille os videre. Det er jo målet. Kan vi det, så er det klart, at vi har rykket os meget europæisk, siger FCK-backen Johnny Thomsen.

En sejr, en uafgjort og et nederlag er det blevet til for FCK i de første tre Europa League-kampe i gruppe B, mens det hjemme i Superligaen går strygende for de danske mestre. Det skal gerne overføres til de europæiske kampe.

- Vi skal vise noget stabilitet i Europa. Vi har været fint stabile i Superligaen og har et fornuftigt hul ned til forfølgerne, så hvis vi kan vise noget af det i de europæiske kampe, så begynder det at se rigtig godt ud, siger Johnny Thomsen.

Højrebacken Thomsen, der spiller kampen mod Hannover, fordi landsholdsspiller Lars Jacobsen er spærret, håber derfor, at FCK kan overføre de seneste par kampes gode præstationer til kampen mod Hannover.

- Det er klart, at der kommer bedre humør efter gode præstationer, og gode præstationer avler gerne bedre præstationer, og det ser vi forhåbentlig også mod Hannover, siger Johnny Thomsen.

Selvom FCK spillede uafgjort 2-2 i den omvendte kamp i Tyskland, så bliver det på ny en svær opgave, der venter københavnerne.

- Det er et hold, der lige har slået Bayern München, så det er en super god modstander.

- Men jeg forventer faktisk ikke, at kampen bliver særlig meget anderledes end den nede i Tyskland. Det er et hold, der ikke er så vild med at have bolden så meget, uanset om de spiller hjemme eller ud, siger Johnny Thomsen.

Kampen spilles klokken 19.

/ritzau/

FCK håber, at holdet kan overføre sin stabilitet i Superligaen til Europa League, hvor Hannover 96 venter.

Offentliggjort Sidst opdateret