FCK vinder let topbraget mod FCM

På trods af, at FC København stadig spiller med i både Champions League og pokalturneringen, er der tilsyneladende intet, der kan stoppe københavnernes vej mod det tredje nationale mesterskab i træk. Det ligner efterhånden et guldabonnement.

I Herning vandt Ståle Solbakkens mandskab lørdag uden at overanstrenge sig 3-0 over den for øjeblikket fremmeste udfordrer i toppen af Superligaen, FC Midtjylland.

Det betyder, at FC København - knap en tredjedel inde i sæsonen - nu er hele syv point foran midtjyderne i toppen af tabellen.

På en skøn og solbeskinnet eftermiddag på MCH troede over 11.000 tilskuere ellers, at de skulle se en tæt affære mellem ligaens nummer et og to.

Men allerede fem minutter før pausen var kampen reelt afgjort, da brasilianske Claudemir via en midtjysk fod fik sneget en inderside i kassen til 2-0 i københavnsk favør.

Det var på oplæg fra tjekkiske Zdenek Pospech, der sagtens kunne betegnes som en slags matchvinder. Samme Pospech havde nemlig gjort det til 1-0 efter 11 minutter, da han hamrede bolden op i nettaget fra kanten af feltet.

Både Midtjyllands back Jesper Juelsgaard og målmand Jonas Lössl så passive ud i situationen. I det hele taget virkede det som om, midtjyderne havde al for stor respekt for topholdet i første halvleg.

Der var lidt mere bid i hjemmeholdet i begyndelsen af anden halvleg, men forskellen mellem de to hold blev udstillet 20 minutter før tid. FC Midtjylland havde sin største mulighed i kampen, da Sylvester Igboun brød igennem, men Frank Kristensen missede lige nøjagtig nigerianerens aflevering.

Kort efter pandede FCK's Dame N' Doye lige så stille 3-0-scoringen ind, da Midtjyllands midterforsvarer Kristian Bak helt missede sin markering. Derefter var det blot at køre sejren hjem for københavnerne, hvis store fanskare i løbet af anden halvleg fejrede sejren med masser af romerlys og røg.

De farlige objekter blev dog på tilskuerpladserne.

/ritzau/

Ståle Solbakkens FC København-mandskab afgjorde hurtigt kampen i Herning og var i 3-0-sejren en klasse bedre end toeren i Superliga-tabellen, FC Midtjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret