Det kunne være endt med en ordentlig snitter til de unge oprykkere fra Lyngby, da de besøgte FC København i Parken.
Men det hele endte med et hæderligt 3-0-nederlag i en kamp, hvor Lyngby viste fin moral, men klasseforskellen på de to hold stod bøjet i neon gennem det meste af kampen.
De undertippede gæster fra Lyngby gik ellers friskt til opgøret mod overmagten, men der var dog langt mellem snapsene fra oprykkerne. Så da mestrene først fik indstillet sigtekornet, blev kampen afgjort på få minutter.
Først hamrede Oscar Wendt et langskud ind bag Lyngby-keeper Rune Pedersen, der ellers kampen igennem afværgede en stribe farlige FCK-forsøg med drømmeredninger. Og midtvejs i halvlegen bragte Dame N'Doye københavnerne på 2-0 med sit femte sæsonmål.
Derfra var der ikke skyggen af tvivl om, hvordan pointene efter kampen skulle fordeles. Dertil optrådte de danske Champions League-aspiranter ganske enkelt for rutineret og overlegent.
Cesar Santin var tilbage i FCK-angrebet efter en skadespause, og profilen benyttede lejligheden til at vise sin målnæse med scoringen til slutresultatet.
Da en flok duer efter en times spil i ro og mag slog lejr omkring FCK-feltet, kunne det ligne naturens ganske ydmygende måde at understrege, at Lyngby-spillerne var meget sjældne gæster i den ende af banen i et opgør, hvor FCK var suveræne over hele linjen.
Dermed er FCK'erne fortsat ubesejrede efter sæsonens første seks kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker