FCK's kamp i Europa League bliver spillet uden tilskuere
FC Københavns seneste kampe i Superligaen er blevet afviklet med tilskuere. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lars Møller/Ritzau Scanpix
Ingen tilskuere vil være til stede i Parken til onsdagens Europa League-brag mod Istanbul Basaksehir.
FC København får ingen opbakning fra lægterne til onsdagens kamp i Europa League mod Istanbul Basaksehir.
Den danske fodboldklub skriver på sin hjemmeside, at hjemmekampen i ottendedelsfinalen afvikles uden tilskuere.
Det skyldes dog ikke, at Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) har meldt endeligt ud om reglerne for publikum.
- Vi har gentagne gange bedt Uefa om en afklaring, så vi havde tid til de nødvendige forberedelser, men vi er kun blevet mødt af standardsvar, og vi er nu nødt til at planlægge med, at der ikke kommer tilskuere, skriver FCK.
FCK tabte 0-1 til Istanbul Basaksehir i det første opgør 12. marts. Returkampen blev udskudt på grund af coronaudbruddet i Europa.
FCK havde håbet, at kampen 5. august kunne afvikles på samme vis som de sidste runder i den netop afsluttede superligasæson.
I den danske liga har klubberne fået tilladelse til at lukke et begrænset antal tilskuere ind, så længe der er afstand mellem sæderne, og tilskuerne følger en række restriktioner.
Kampen i Istanbul blev spillet med tilskuere, og FCK-manager Ståle Solbakken kalder situationen for "uretfærdig".
- Sportsligt synes vi, at det er en uretfærdig måde at afvikle de to kampe på, siger nordmanden til klubbens hjemmeside. - I Tyrkiet tillod myndighederne tilskuere, og vi stillede op til kampen under et kæmpe pres for spillerne og klubben, til trods for at det stred direkte mod vores egen overbevisning.
- I Danmark tillader man på nuværende tidspunkt også tilskuere, men her vil Uefa end ikke behandle sagen og udvise os den respekt, vi viste i Tyrkiet ved at spille. Det er i mine øjne håbløst håndteret fra Uefas side, og det giver en sportslig urimelig fordeling over de to kampe uden en fornuftig begrundelse, siger han.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Uefa om tilskuersituationen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker