Kristian Bak blev hyldet som den hjemvendte søn, da han mandag aften fik comeback for FC Midtjylland i Superliga-sejren på 2-1 over AaB.
Efter en times spil måtte han dog udgå med en ankelskade efter en tackling ved baglinjen fra AaB's Jeppe Curth.
- Curth kom alt for sent, og så stod han og sagde undskyld bagefter. Det kan jeg ikke bruge til noget, når han ikke engang fik en advarsel, siger Kristian Bak.
Anføreren havde efterfølgende smerter i anklen, men vil vente til mandag med at vurdere, om han kommer til at holde en længere pause.
Med udvisningen af Martin Albrechtsen risikerer FCM-træner Allan Kuhn at måtte undvære sit foretrukne midterforsvar i de kommende kampe, men med en frisk sejr ville træneren ikke klage over skader.
- Vi har lige vundet en kamp, og så skal vi være glade. Vi har også en frisk Kristian Ipsa i baghånden, og Brian Priske kan også sagtens spille derinde, siger Allan Kuhn.
FCM-spillernes foretrukne samtaleemne efter kampen var episoden, hvor AaB's Ronnie Schwartz spillede videre i stedet for at lade FCM få bolden efter et indkast.
FCM-angriberen Frank Kristensen havde sparket bolden ud, fordi AaB'eren Patrick Kristensen var skadet.
Kristian Bak vurderer, at Ronnie Schwartz går en hård tid i møde.
- Det kan godt være, at han kommer til at trække mange røde kort, for han er i den sorte bog rundt omkring. Jeg er bare ærgerlig over, at jeg ikke fik mulighed for at sætte en tackling ind. Han er en udmærket spiller, men han mangler bare lidt oven i låget, lød det fra FCM-anføreren.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker