FCM appellerer kontroversiel udvisning mod Viborg
Tim Sparv måtte gå i bad før tid i kampen mod Viborg. Foto: Polfoto/Bonnerup Claus
/ritzau/Claus Bonnerup
FC Midtjylland vil have omstødt det andet gule kort, som Tim Sparv indkasserede i søndagens kamp mod Viborg.
Fodboldklubben FC Midtjylland vil ikke acceptere, at Tim Sparv søndag blev udvist i 0-0-kampen hjemme mod Viborg.
Sportsdirektør Claus Steinlein siger, at klubben vil have omstødt det andet gule kort, som dommer Michael Johansen tildelte den finske midtbanespiller i anden halvleg.
- Ja, vi har sendt en indberetning til Fodboldens Disciplinærinstans i håb om at få omstødt det andet gule kort, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk.
Tim Sparv pådrog sig det andet gule kort efter cirka en times spil, da han ramte Viborgs Søren Reese.
FCM-lejren mener, at Tim Sparv forinden blev generet af Viborg-spilleren Christian Keller.
- Jeg snakkede med Michael (Johansen, red.) efter kampen, og han står rigtigt på banen. I dommerrummet havde de også kun den første del af tv-billederne til rådighed, så jeg forstår godt den holdning, Michael har.
- Han så ikke billederne fra den anden vinkel, der viser, at Keller træder ham (Tim Sparv, red.) over tæerne, så Tim mister balancen. Det er jeg sikker på, at Michael kan se, når han ser alle tv-billederne, siger Claus Steinlein.
Dommer Michael Johansen mente også efter at have set tv-billeder af episoden, at han traf den rigtige beslutning ved at tildele Tim Sparv det andet gule kort.
FCM-træner Jess Thorup var derimod rasende efter kampen og kom med hårde beskyldninger mod Michael Johansen.
- Jeg sagde til ham, at han ikke kunne være det bekendt. Han overvurderede situationen og satte sig selv i fokus. Det var ikke kampen værdigt, sagde Jess Thorup efter kampen.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker