FCM-formand: Europæisk gruppespil kræver bredere trup
Skal FCM spille seks ekstra europæiske gruppekampe i efteråret, skal bredden styrkes, siger Rasmus Ankersen.
Hvis de danske fodboldmestre fra FC Midtjylland kvalificerer sig til et europæisk gruppespil i efteråret, så får det betydning for klubbens ageren på transfermarkedet. Gruppespillets seks hårde kampe vil nemlig kræve en bredere trup.
Det siger FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, forud for klubbens møde med cypriotiske Apoel FC i tredje runde af Champions League-kvalifikationen tirsdag aften.
Vinder FCM samlet over cyprioterne, er klubben som minimum garanteret at komme i Europa Leagues gruppespil trods et eventuelt nederlag i et afgørende dobbeltopgør om en plads i Champions League-gruppespillet.
- Vi arbejder med forskellige scenarier, men hvis vi kommer i europæisk gruppespil, kommer der til at være behov for rigtig mange spillere, og så det kan godt være, at vi må forstærke os på en position eller to for at få lidt mere bredde.
- Hvis vi ikke kommer i europæisk gruppespil, så har vi mere end nok spillere allerede nu. Vi er heldigvis i den situation, at vi ved det, inden transfervinduet lukker, siger Rasmus Ankersen.
Det anslås, at kvalifikation til Champions League sikrer over 100 millioner kroner i kassen, mens kvalifikation til Europa Leagues gruppespil sikrer et pænt tocifret millionbeløb.
FC Midtjylland har som målsætning at komme i europæisk gruppespil minimum hvert andet år.
- Regnestykket i FC Midtjylland er, at vi skal kvalificere os til et europæisk gruppespil i hvert fald hvert andet år i gennemsnit og gerne mere.
- Det er det, der gør, at forretningen kan begynde at hænge sammen. Det betyder, at det er en supervigtig kamp.
- Det betyder ikke, at vi er under pres, hvis det glipper i år. Matthew (Benham, FCM-ejer, red.) ser ikke det her over en et- eller toårig periode, men over en 10-årig periode, siger Rasmus Ankersen.
Han har svært ved at udpege en favorit mod Apoel.
- Jeg tror, det bliver fifty-fifty, siger bestyrelsesformanden.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker