FCM går videre trods rødt kort og sløj afslutning
Pione Sisto scorede to gange, da FC Midtjylland måtte nøjes med uafgjort i Europa League-kvalifikationen.
Helt som ventet er FC Midtjylland videre fra anden kvalifikationsrunde i fodboldens Europa League.
De tidligere danske mestre måtte torsdag aften dog nøjes med 2-2 i returkampen ude mod FC Vaduz fra Liechtenstein.
Anfører Jakob Poulsen blev desuden udvist før pausen.
Eftersom FC Midtjylland vandt den første kamp med 3-0 på hjemmebane, går cheftræner Jess Thorups hold videre med cifrene 5-2.
FC Midtjylland førte ellers 2-0 i torsdagens kamp, indtil der resterede lidt mindre end ti minutter, men holdet satte altså føringen over styr.
Trods den store sejr i den første kamp stillede FC Midtjylland med et stærkt hold fra start.
Det gav bonus fem minutter før pausen, da Vaclav Kadlec fandt Pione Sisto, som scorede til 1-0.
Så skulle FC Vaduz score fem gange for at gå videre, og det troede næppe nogen af klubbens spillere på.
Det gik alligevel ikke helt efter FC Midtjyllands plan, for kort før pausen blev Jakob Poulsen sendt fra banen med et direkte rødt kort efter et sammenstød med en modstander.
Midt i anden halvleg scorede Pione Sisto endnu en gang, og så troede de fleste nok, at sejren var i hus.
Det var den dog ikke, for otte minutter før tid reducerede Maurice Brunner til 1-2 for FC Vaduz, og få minutter senere udlignede Moreno Costanzo til 2-2 på et straffespark.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker