FCM hægter Esbjergs kvinder af i slutspillet

Heller ikke i andet forsøg lykkedes det håndboldkvinderne fra Team Esbjerg at drille favoritterne i den ene af de to slutspilspuljer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter nederlaget til mestrene Randers HK i onsdags måtte vestjyderne lørdag eftermiddag også give fortabt mod FCM Håndbold, der foran eget publikum vandt 28-23, og dermed ser Team Esbjerg allerede ud til at være hægtet en smule af.

Med de point, holdene fik med over fra grundspillet, har FCM nu samlet tre point sammen, Randers har to, mens Esbjerg - der som eneste hold har spillet to kampe - er uden point i bunden af puljen, hvor de to bedste går videre til semifinalerne.

Team Esbjerg har de seneste sæsoner haft et godt tag på det stjernebesatte midtjyske mandskab, og der så også ud til at være en overraskelse på vej, da gæsterne kunne gå til pausen med en føring på 11-9.

Men i anden halvleg lykkedes det FCM at skrue tempoet i vejret, og med 10 minutter igen var hjemmeholdet foran 21-18.

Det blev dog spændende igen, da Team Esbjergs Angelica Wallén fik reduceret til 21-22, men i slutminutterne trak favoritterne fra og kunne køre den ventede sejr i hus.

Næste kamp i puljen er midtjydernes besøg i Randers onsdag aften.

/ritzau/