FCM henter endnu en brasilianer til venstre back

Ailton Ferreira Silva skal være med til at sikre FC Midtjylland endnu en DM-titel. (Arkivfoto) Foto: Thomas Kienzle/Ritzau Scanpix

Paulinho får i resten af sæsonen konkurrence på venstre back i FCM af Ailton. Mayron George udlejes.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske mesterhold FC Midtjylland henter den brasilianske venstreback Ailton Ferreira Silva i Stuttgart på en kontrakt, som gælder sæsonen ud.

Det oplyser FCM i en pressemeddelelse.

FCM råder i forvejen over hans landsmand Paulinho, som har været sikkert førstevalg i FCM-forsvarets venstreside i et par sæsoner.

Nu får han altså konkurrence af Ailton Ferreira Silva.

- Han har nogle åbenlyse spidskompetencer i det offensive spil med sine indlæg og hovedstød på standarder, siger Svend Graversen, sportschef i FCM.

- Det er et etableret navn, vi har hentet ind på en korttidskontrakt. Det er en god mulighed for at se hinanden an.

Ailton skal skabe den konkurrence og bredde på positionen, som ellers ville komme til at mangle efter udlejningen af Nikolas Dyhr til AC Horsens.

Den offensivt indstillede back kom til Stuttgart i 2017 fra Fluminense i hjemlandet.

Tiden i Tyskland har været afbrudt af lejeophold hos henholdsvis Estoril og Braga i Portugal samt senest Qarabag i Aserbajdsjan. Nu ser han frem til at spille med om titler i Herning.

- Klubben er i gang med et stort og spændende projekt både nationalt og i Europa, og det glæder jeg mig til at blive en del af.

- Vi skal vinde titler. Det er det vigtigste for mig, klubben og fansene, siger Ailton i pressemeddelelsen.

FCM oplyste senere mandag, at klubben har udlejet angriberen Mayron George til den franske klub Pau i resten af sæsonen.

- Mayron fortjener at få spilletid og få gang i målscoringen. Konkurrencen er stor i vores angreb, så det er en god løsning for alle parter, at han tager til Pau.

- Vi håber, at han får succes dernede, og vi ønsker ham held og lykke, siger Svend Graversen.

Den costaricanske angriber var i efteråret på en lejeaftale i svenske Kalmar FF. Nu skal han hjælpe Pau fri af en aktuel nedrykningsplads i Ligue 2.

27-årige Mayron George kom til FC Midtjylland i sommeren 2018 og er noteret for 6 mål i 32 kampe i den midtjyske trøje.