Simon Kjær er i gang med at gøre lynkarriere i europæisk fodbold. Efter to sæsoner i italienske Palermo skal forsvarsspilleren nu tørne ud for tyske Wolfsburg.
Hos landsholdsspillerens tidligere arbejdsgiver FC Midtjylland er sportsdirektør Jens Ørgaard ikke overrasket over, at Simon Kjær på ingen tid er blevet så eftertragtet, at han er solgt for 90 millioner kroner, hvilket er det beløb, tyskerne angiveligt har betalt for danskeren.
- Jeg synes, at Simon var et fantastisk talent, da han forlod os, og han bestod eksamen i en meget svær klub og under nogle sværere omstændigheder i Syditalien, så der er ikke så meget, der kan overraske mig mere med ham, siger Jens Ørgaard.
Simon Kjær forlod FCM i sommeren 2008 og fik sidste år debut på det danske A-landshold, hvor han nu er noteret for 11 kampe og allerede betragtes som en nøglespiller trods sine kun 21 år.
På grund af sin fodbolduddannelse i FCM får midtjyderne også noget økonomisk ud af handlen.
- Vi har en andel i den handel, men mere kan jeg ikke fortælle, siger Jens Ørgaard.
Han betragter skiftet fra italiensk til Tyskland som fornuftigt.
- Det er fint at komme til tysk fodbold, som er den mest tilskuervenlige liga i Europa.
- Jeg tror også, at Simon har fået et godt tilbud, at Palermo har fået et godt tilbud, og så er Wolfsburg en klub med store ambitioner, siger sportsdirektøren.
Wolfsburg vandt i 2009 det tyske mesterskab og har i forvejen Thomas Kahlenberg i truppen.
Simon Kjær har underskrevet en fireårig kontrakt med tyskerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet