FCM kan distancere Brøndby med 13 point i mandagsbrag
Kenneth Andersen så FC Midtjylland besejre FC Nordsjælland med 4-1 i sin debut. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland kan overtage Superligaens førsteplads og distancere Brøndby med 13 point med en sejr mandag.
I sidste sæson fulgte FC Midtjylland og Brøndby hinanden helt til dørs i mesterskabsduellen, men mandag kan FCM distancere Brøndby med 13 point i tilfælde af sejr over konkurrenten på hjemmebane.
Opgørene mellem FCM og Brøndby er vanligvis garant for spænding og underholdning, og sådan bliver det formentlig også mandag.
FCM-træner Kenneth Andersen forventer intensitet og nerve.
- Det kommer der helt sikkert også mandag aften, og det skyldes jo blandt andet, at begge hold gerne vil fremad via en aggressiv spillestil.
- Den slags giver mange dueller, og jeg forestiller mig ikke, at det ændrer sig væsentligt i dette opgør, siger Kenneth Andersen til FCM's hjemmeside.
Han tiltrådte for få uger siden efter Jess Thorups afgang og debuterede med udesejren på 4-1 over FC Nordsjælland i sidste weekend, så opgøret mandag bliver hans første på hjemmebane.
- Nu er det selvfølgelig aldrig let at være superligatræner, men det blev nok en smule lettere for mig via sejren over FC Nordsjælland, og vi har haft en god uge, hvor vi lukkede 4-1-sejren ned.
- Siden begyndte forberedelserne til opgøret mod Brøndby, som altid er en stor kamp, og jeg ser frem til opgaven med stor tiltro til, at vi leverer det nødvendige for at sikre nye tre point, siger Kenneth Andersen.
Brøndby tabte guldduellen samlet i sidste sæson og måtte nøjes med sølv, men vandt dog begge indbyrdes møder i Herning i forårssæsonen med 1-0 og siden 3-2.
De indbyrdes kampe har ofte været præget af dueller og det fysiske aspekt af spillet, men fokus på fysik må ikke tage overhånd, understreger Brøndby-træner Alexander Zorniger.
- Vi kan ikke gøre vores spillere højere, så vi skal bruge vores fordele og spille vores spil. Det vil give os en fordel, hvis vi lykkes med det ligesom i de seneste kampe mod dem, siger Zorniger til Brøndbys hjemmeside.
- De kommer med deres fysiske stil, og hvis kampen udvikler sig til en kamp på lange bolde og dueller, så må vi tilpasse os det.
- Men det vil være en fejltagelse, hvis vi ikke går ud og fokuserer på at spille vores eget spil - også selv om FC Midtjylland vil prøve at gøre det svært for os. Vi skal bruge vores midtbane på vores måde, siger han.
Mandagens kamp begynder klokken 19. Inden denne har FCM 28 point på andenpladsen, men kan overhale førerholdet, FC København, med en sejr i kraft af bedre målforskel. Brøndby har 18 point på sjettepladsen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde