FCM-modstander er ramt af coronavirus
FC Midtjylland møder onsdag aften bulgarske Ludogorets, som tirsdag har oplyst, at en spiller og en fra staben er smittet med coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
To personer fra Ludogorets er smittet med coronavirus forud for kampen mod FC Midtjylland.
Fodboldklubben Ludogorets er ramt af coronavirus før tirsdagens kamp mod FC Midtjylland.
Den bulgarske klub skriver i et opslag på Facebook, at to personer fra klubben er testet positive for den verdensomspændende sygdom.
Den ene er spilleren Dominik Yankov, som spiller på det bulgarske U21-landshold. Den anden er en person fra staben omkring holdet.
Begge er sendt i hjemmekarantæne for at isolere sig fra resten af holdet.
På grund af de positive coronatest er resten af holdet blevet testet endnu en gang, og svaret på de prøver skal foreligge tirsdag aften.
Ifølge Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) protokoller skal et hold blot kunne stille med 13 mand til en kamp, for at den kan gennemføres.
Bulgarien er hårdt plaget af coronapandemiens seneste opblussen, hvilket har fået Danmarks Udenrigsministerium til at fraråde alle ikke-nødvendige rejse til landet.
Inden afrejsen til Bulgarien var der dog ingen i FCM, som havde betænkeligheder ved at skulle rejse dertil, fortalte cheftræner Brian Priske.
- Overhovedet ikke. Alle mand glæder sig helt sindssygt til det, og alle ved, at vi er i trygge hænder, lød det.
- Vi er blevet testet grundigt, flyver i eget fly, bliver kørt direkte til eget hotel og bliver barrikaderet derinde, indtil vi skal på stadion for at træne. Vi er fuldstændig trygge i forhold til coronaen.
Hvorvidt nyheden om de positive test hos modstanderen har ændret på den holdning, vides ikke.
Kampen mellem Ludogorets og FC Midtjylland spilles onsdag klokken 19.30 dansk tid. En billet til tredje kvalifikationsrunde er på spil.
Normalt mødes holdene to gange - ude og hjemme - men grundet den komprimerede kalender efter coronapausen, spilles der bedst af én kamp.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned