FCM-profil ser tidligt topniveau i seneste kampe

Anders Dreyer tiljubles af holdkammeraterne efter sin scoring i sejren over Silkeborg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland har ramt topniveauet i de seneste kampe, mener Anders Dreyer efter 3-0-sejren mod Silkeborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bortset fra en svipser i åbningsopgøret mod OB har Superligaens førerhold, FC Midtjylland, gjort rent bord i sæsonens seks første kampe.

Senest blev det til en flot sejr på 3-0 over oprykkerne fra Silkeborg IF, hvor spillet i perioder vakte stor begejstring blandt tilskuerne hjemme på MCH Arena.

I truppen er optimismen da også tydelig.

- Jeg synes, at vi har ramt topniveauet på det seneste, siger Anders Dreyer, der scorede i fredagens sejr.

- Silkeborg skal have ros for spillet, men vi gjorde det, vi skulle. Vi stillede os ned defensivt og lod Silkeborg komme fremad, og så var vi bare megafarlige på omstillingerne, siger Dreyer.

Han mener, at en af hovedårsagerne bag det sprudlende spil er, at der er god kemi på holdet.

- Vi har det godt med hinanden både på og uden for banen.

- Det, at vi kan gå og smile og lave sjov med hinanden, hjælper til at præstere på et højere niveau. Lige nu sprudler vi, må man sige, siger den 23-årige spiller.

Cheftræner Bo Henriksen er også en glad mand i øjeblikket, men han kan endnu ikke nikke genkendende til, at hans mandskab har toppet allerede.

- Det håber jeg ikke. Jeg tror på, at vi kan blive endnu bedre.

- Vi skal stadig præstere bedre i perioder af kampene og acceptere, at alt ikke er perfekt.

- Vi skal forsvare os endnu bedre, end vi gjorde mod Silkeborg, så der er mange ting, vi stadig kan blive bedre til.

Silkeborg var i perioder meget på bolden, og angriber Nicklas Helenius fik endda underkendt to scoringer for offside. Derfor endte det med at blive afgørende, at FCM scorede efter fejl i Silkeborg-forsvaret.

Det er fejl, som cheftræner Kent Nielsen ønsker at eliminere fremover.

- Når man møder hold, der er klart bedre end en selv, så er der faser, hvor man skal være ekstra omhyggelig.

- I den situation, vi er i, så er det vigtigt ikke at lave fejl, og det var det, vi gjorde.

- Det skal vi lære af, siger Silkeborgs cheftræner.