FCM-profil slipper med reprimande for "Befri Palæstina"-råb
Aral Simsir og FC Midtjylland slog i starten af oktober Maccabi Tel Aviv 2-0 i Beograd. (Arkivfoto). Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Aral Simsir bliver ikke straffet af Uefa for at have råbt "Befri Palæstina" i kampen mod Maccabi Tel Aviv.
Offensivspilleren Aral Simsir slipper for karantæne eller anden straf fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Det skriver FC Midtjylland tirsdag på sin hjemmeside.
Uefa havde indledt en undersøgelse af dribleren efter anklager fra Maccabi Tel Aviv, om at han råbte "Befri Palæstina" og "Jeg håber, I dør" undervejs i kampen mod israelerne i starten af oktober.
Første del erkender Simsir og tilkendes en "reprimande" af Uefa. Anden del er dog ifølge FCM usand, og både spilleren og klubben "fordømmer" anklagen.
Simsir blev provokeret på grund af sit tyrkiske ophav, men det er ingen undskyldning, mener FCM.
- FC Midtjylland finder det uklædeligt, at politiske ytringer udveksles på banen; fodbold skal samle, ikke splitte, skriver klubben.
Sagen er håndteret internt, fastslår fodbolddirektør Peter Sand.
- Vi forstår, at alle mennesker har en grænse, og vi respekterer Arals ærlige og ydmyge erkendelse af at have begået en fejl. Vi accepterer dog ikke reaktionen, og vi har derfor også håndteret sagen internt for at sikre, at vores værdier om respekt og fairplay overholdes fremadrettet, siger han til fcm.dk.
22-årige Simsir kalder forløbet vigtig læring i forhold til at holde sine følelser i ro uanset provokationer.
- I et øjeblik fyldt med frustrationer lod jeg mig rive med. Kommentaren var ikke rettet mod nogen personligt, men jeg blev provokeret og mistede fatningen - en klar fejl i min dømmekraft, siger Simsir.
FCM vandt kampen mod Maccabi Tel Aviv i serbiske Beograd med 2-0. Efter fire kampe har midtjyderne syv point og ligger nummer 13 af 36 hold Europa Leagues ligaspil.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker