FCM rejser sig i underholdende deler mod formsvage FCN
FC Nordsjælland dominerede før pausen. I anden halvleg overtog FC Midtjylland initiativet i den underholdende superligakamp. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
En chancerig og tempofyldt affære mellem FCN og FCM endte 2-2 i Farum, hvor holdene havde hver deres halvleg.
FC Nordsjælland var halvvejs mod en særdeles tiltrængt sejr med en 2-0-føring. Men et stærkt comeback af FC Midtjylland gav slutresultatet 2-2 på Right to Dream Park.
Stærk kan man bestemt ikke kalde FCM's indsats før pausen, hvor Bo Henriksens tropper var langsomme, idéforladte og til tider virkede decideret viljeløse, hvilket sagtens kunne have kostet flere end to mål imod.
Med en helt anden power og et bedre presspil sled FCM sig dog tilbage efter pausen, hvor FCN i store perioder blev trykket langt tilbage og generelt dalede i kvalitet.
Resultatet betyder, at midtjyderne har 28 point for 12 kampe og fører 3F Superligaen med fire point ned til FCK, som senere søndag gæster Sønderjyske.
FCN fik sat en prop i efter fem nederlag på stribe og har nu 14 point på en foreløbig syvendeplads.
Hurtige omstillinger er et kendetegn hos FCN, og sådan én kastede 1-0-målet af sig i det 14. minut, hvor offensivspilleren Simon Adingra huggede bolden højt i nettet.
Adingra gjorde endnu en gang ondt på FCM et lille kvarter senere. Ivorianeren snød en modspiller på baglinjen og fandt stopperen Mads Døhr Thychosen, som midt for mål øgede til 2-0.
FCM lavede herefter et hav af tekniske fejl og kan kun takke unge Elias Olafsson i målet for, at der ikke blev scoret yderligere.
Bo Henriksens utilfredshed var ikke til at tage fejl af. I pausen lavede FCM-træneren en tredobbelt udskiftning og sendte Raphael Onyedika, Marrony og Nikolas Dyhr i aktion.
Med fornyet energi kom midtjyderne flyvende ud til anden halvleg, og angriberen Junior Brumado skulle blot bruge tre minutter, før han bankede en returbold i nettet til 1-2.
Balance i regnskabet bragte netop indskiftede Victor Lind efter 62 minutter, hvor den unge angriber scorede til 2-2 efter en stor fejl i FCN-defensiven.
Det bølgede frem og tilbage i kampens afslutning, hvor begge hold havde chancer for at få fuld gevinst. Men den sidste skarphed udeblev foran mål.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde