FCM slår Celtic ud i CL-kvalifikation efter forlængelse
FC Midtjylland er på vej mod Champions League, efter at Celtic blev nedlagt efter forlænget spilletid.
Drømmen om at gentage sidste sæsons Champions League-gruppespil lever endnu for FC Midtjylland, efter at midtjyderne onsdag aften nedlagde den skotske storklub Celtic med samlet 3-2 i anden runde af kvalifikationen.
FCM vandt returopgøret på MCH Arena med 2-1 efter forlænget spilletid i en kamp, som kunnet have tippet til begge sider.
De første 90 minutter endte ligesom i sidste uge i Skotland 1-1, og dermed skulle kampen afgøres i forlænget spilletid.
Her trak FCM det længste strå med en hurtig scoring i forlængelsen.
FCM møder nu PSV Eindhoven i tredje runde af Champions League-kvalifikationen, og ulvene er som minimum sikret adgang til Europa League-gruppespillet.
I en chancefattig første halvleg skiftedes de to mandskaber til at dominere spillet på banens midte, uden at det for alvor bar noget med sig.
FCM var farlige, når holdets vævre kantspillere blev sat i scene, men alt for ofte fandt indlæggene ikke ind til brasilianske Junior Brumado i front.
Anden halvleg var til gengæld kun tre minutter gammel, da Celtics anfører, Callum McGregor, sendte midtjyderne i knæ med et drømmemål. Skotten tæmmede bolden med brystet uden for feltet og kanonerede kuglen op i hjørnet.
FCM svarede dog hurtigt igen, da Awer Mabil i det 61. minut headede udligningen ind.
Trods en livlig afslutning på den ordinære spilletid skulle kampen afgøres med forlænget spilletid.
Her satte indskiftede Raphael Onyedika hurtigt det afgørende stød ind til 2-1 efter 94 minutter.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker