FCM-sportschef forventer en til to store afgange

Sportschef Svend Graversen (tv.) og cheftræner Bo Henriksen kommer til at vinke farvel til et par spillere, inden transfervinduet lukker. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Sportschef i FC Midtjylland, Svend Graversen, tror, at klubben kan slippe afsted med et til to profilsalg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske transfervindue nærmer sig sin afslutning, men man kan alligevel godt forvente, at der bliver lavet flere handler i FC Midtjylland.

Det fortæller midtjydernes sportschef, Svend Graversen, som tror, at sidste sæsons nummer to i Superligaen må vinke farvel til et par profiler.

- Der kommer en enkelt eller to store afgange. Det er jeg næsten sikker på.

Graversen vil ikke kommentere på, om han her medregner midtbanedynamo Jens-Lys Cajuste og angriber Sory Kaba, som klubben længe har meldt på vej videre.

Derudover har der floreret rygter om, at anfører Erik Sviatchenko skal have et nyt udlandseventyr, mens også brasilianske Evander lader til at være attraktiv for andre klubber.

Sportschefen håber på, at både Sviatchenko og Evander er at finde i klubben efter transfervinduets lukning ved udgangen af august.

- Vi er sindssygt glade for dem, og vi håber på, at de er her efter 1. september, men det er klart, at når de præsterer, som de gør, så er de interessante.

- Jeg synes, vi har et rigtig godt hold, også selv om der måske kommer et par afgange. Men vi har også en fornemmelse af, at markedet først nu begynder at åbne rigtigt op.

Mens FCM måske skal sige farvel til et profiler, kan deres fans glæde sig over, at midtjyderne inden fredagens 3-0-sejr over Silkeborg præsenterede en ny angriber i form af 22-årige Marrony da Silva Liberato fra Brasilien.

B.T. har berettet om en købspris på 30 millioner kroner, som vil gøre ham til klubbens rekordindkøb.

Svend Graversen fortæller, at FCM har ressourcerne til at tiltrække bedre spillere end tidligere.

- Handlen er et bevis på, at vi handler på en højere hylde, men det er også et bevis på, at vi er interessant for en højere hylde af spillere.

- Det skyldes, at vi spiller i Europa kontinuerligt, og at vi genererer en økonomi, som er solid og sund.

- Når man kommer til vores klub, kan man se, at man bliver dygtigere, og at man kan komme videre til en større liga, siger Svend Graversen.