FCM står med surrealistisk følelse efter afklapsning
AGF var effektive, og FC Midtjylland sov i afgørende situationer, erkender anfører Erik Sviatchenko. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det var en surrealistisk oplevelse for FCM-spillerne at opleve AGF's effektivitet i midtjydernes 0-3-nederlag.
FC Midtjylland havde efter 0-3-nederlaget til AGF svært ved at forklare præcis, hvad der gik galt.
Allerede i første halvleg grundlagde aarhusianerne storsejren ved at sætte alle tre scoringer i nettet, men midtjyderne stod langtfra med følelsen af at være blevet udspillet på Ceres Park.
Den rutinerede forsvarspiller Henrik Dalsgaard fortæller, at det var en mærkelig oplevelse at se, hvordan AGF udnyttede sine muligheder i kampen.
- Det er en surrealistisk følelse, vi står med. Hver gang, de var over midten, scorede de. Vi følte egentligt, at vi var i okay kontrol.
- Det var lidt mærkeligt at gå til pause og være bagud 0-3, selv om vi havde spillet en okay første halvleg, siger Dalsgaard.
FCM-kaptajn Erik Sviatchenko læner sig op ad sin holdkammerat og mener også, at AGF var ualmindelig effektive.
- Jeg tror, at de havde fire situationer på vores banehalvdel, hvor de scorede tre mål. Det er effektivitet, som de ikke har været kendt for længe, men de formåede at sparke den ind, mens vi stod og sov lidt.
- Det er irriterende, for vi følte os egentlig komfortable, men når man kommer bagud 0-3, så er der lang vej tilbage, siger Sviatchenko.
I den anden lejr var der stor glæde over den tiltrængte sejr over Superligaens tophold. Den tidligere FCM-spiller Mikael Anderson kunne dog godt anerkende, at aarhusianerne havde en god portion held med sig.
- Selvfølgelig havde vi heldet med os. Jeg synes ikke, at vi spillede fantastisk, men vi var kyniske, og det er nogle gange det, der skal til i fodbold.
- Vi havde en god tænding på. Holdet stod virkelig sammen, og vi vidste, at det var nu, vi skulle slå til. Der var mange gode præstationer fra vores side, siger Anderson, der var en af kampens tre målscorere.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub