FCM-træner efter tragedie: Vores målmand er helt klar
FC Midtjyllands cheftræner, Kenneth Andersen, og Brøndbys cheftræner, Martin Retov, kæmper fredag om pokaltitlen, når deres to hold mødes i Parken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FCM har Jesper Hansen med til pokalfinalen, efter at målmanden i sidste uge mistede en bror i trafikken.
FC Midtjylland har målmand Jesper Hansen med i truppen, når holdet fredag møder Brøndby i pokalfinalen.
Den 34-årige keeper blev i sidste uge ramt af en tragedie, da hans lillebror mistede livet i en trafikulykke. Derfor var målmanden ikke en del af FCM-holdet, der i weekenden slog FC København med 4-0 i Superligaen.
- Jesper er tilbage. Han har været tilbage i klubben siden mandag og trænet med. Var han ikke i stand til det, så havde jeg ikke taget ham med i truppen, siger FCM-træner Kenneth Andersen.
Som den eneste hos midtjyderne har Jesper Hansen vundet dansk pokalguld - endda to gange - da målmanden sammen med FC Nordsjælland i 2010 og 2011 slog netop FCM i finalen.
FCM har fire gange stået i pokalfinalen, men tabt hver eneste gang.
- Jesper har stået i begge finaler, både i 2010 og 2011, så han har prøvet det, siger Kenneth Andersen.
FCM-træneren fortæller, at klubben har forsøgt at hjælpe keeperen med at komme sig mentalt over tabet af broren.
- Ligesom andre arbejdspladser hjælper deres medarbejdere, når de bliver udsat for sådan nogle ting, så gør vi det også, når der sker sådan en tragedie som her.
- Vi har hjulpet Jesper alt det, vi kunne og taget os af ham, siger Kenneth Andersen.
FCM-træneren vil ikke røbe, om han starter med Jesper Hansen eller reserven Mikkel Andersen i målet i fredagens brag mod Brøndby.
Reserven gjorde det godt i weekendens sejr over FCK, men førstekeeperen har trods alt gode pokalerfaringer at trække på.
- Når du spiller finaler - om du har gjort det hos os eller andet sted - så betyder det noget. Så har man det med i rygsækken.
- Så har man den erfaring med sig, frem for at man skal prøve det for første gang, siger Kenneth Andersen.
Fredagens pokalfinale fløjtes i gang klokken 17 foran mere end 30.000 tilskuere. Brøndby er forsvarende pokalmester, efter at holdet sidste år nedlagde Silkeborg i finalen.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde