FCM-træner giver godt nyt: Kristoffer Olsson er stabil
Kristoffer Olsson er indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor han er i respirator. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
FC Midtjyllands Kristoffer Olsson er stabil, og der er positive signaler, fortæller medlem af trænerstaben.
Et medlem fra FC Midtjyllands trænerstab giver nu en opløftende opdatering på den svenske midtbanespiller Kristoffer Olsson, der ligger i respirator efter at være faldet om i sit hjem 20. februar.
- I går (torsdag, red.) var der positive signaler på det, som er sket de sidste dage. Lægerne er tilfredse. Han er stabil.
Det siger Arne Sandstø fra FC Midtjyllands trænerstab til det norske nyhedsbureau NTB.
Han tilføjer, at spillerne dagligt bliver opdateret.
- Det påvirker alle. Han er en social og god gut, som skaber kontakt med ret mange. Han er en, der bliver lagt mærke til, siger FCM-træneren.
Olsson er ramt af en akut opstået sygdom relateret til hjernen. Sygdommen skyldes ikke selvskade eller udefrakommende faktorer.
Det oplyste superligaklubben tirsdag på sin hjemmeside og tilføjede, at et hold af medicinske eksperter arbejder på højtryk for at stille en diagnose, så den rette behandling kan igangsættes.
FC Midtjylland spiller fredag aften topkamp mod FC København hjemme i Herning.
I den forbindelse er der planlagt flere markeringer til ære for den 28-årige Olsson - blandt andet klapsalver i det ottende minut. Olsson spiller i nummer otte.
Den centrale midtbanespiller har spillet for FC Midtjylland siden sommeren 2022. Han var også en del af klubben tidligere i karrieren og står i alt noteret for 86 kampe i Danmarks bedste række. Dertil kommer en række pokalkampe og europæiske kampe for den danske klub.
På klubplan har han også repræsenteret AIK Stockholm, Krasnodar og Anderlecht på seniorplan, mens han var ungdomsspiller i IFK Norrköping og Arsenal.
Han har spillet 47 A-landskampe for Sverige og var også med, da Sverige i november senest spillede en betydende kamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned