FCM-træner: Mere substans i holdet

Ulvene fra Herning fik tilkæmpet sig det ene point på Brøndby Stadion takket være Mads Albæks første scoring direkte på frispark i Superligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gæsterne var trykket i bund i første halvleg, men fik spillet sig tilbage i kampen efter pausen. Dermed viste midtjyderne den substans, som træner Glen Riddersholm savnede i efteråret.

- Vi havde sat næsen op efter at lægge tryk på Brøndby fra starten, men det lykkedes ikke for os. Vi fik dog reddet os igennem første halvleg, og fik afsluttet den fint, siger Riddersholm.

- Det vidner om, at vi mentalt er stærkere, og at der er mere substans i holdet, end der var før jul. Vi er kommet markant længere i den forstand, siger Riddersholm.

Det kunne også have blevet til tre point, men FCM-træneren var trods alt tilfreds med kampens udfald.

- Jeg forsøgte at gå efter de tre point. Alle mine indskiftninger havde et offensivt fokus. Det ville have været dejligt, men det ville ikke have ændret vores fokus, siger han.

- Vi kigger kun på nedrykningsstregen, og koncentrerer os om at holde os over den. Det kommer ikke til at ændre sig, uanset hvor tæt vi kommer på de hold, der er over os i tabellen, siger Riddersholm.

FC Midtjylland er fortsat placeret på syvendepladsen. I næste runde får midtjyderne besøg af FC København.

/ritzau/