FCM-træner: Vi stepper op efter udvisning
Bo Henriksen var imponeret over sine spilleres præstation i FC Midtjyllands sejr på 2-0 over Sønderjyske. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland-træner Bo Henriksen var imponeret over præstationen med bare ti mand på banen mod Sønderjyske.
I en time plus tillægstid spillede FC Midtjylland fredag i undertal, men vandt alligevel 2-0 i Haderslev over Sønderjyske.
Brasilianske Junior Brumado så nemlig direkte rødt i det 30. minut, efter angriberen ellers havde bragt gæsterne i front efter bare tre minutter.
Trods den gode start på kampen inden det røde kort, mener cheftræner Bo Henriksen dog, at han så sit hold blive bedre efter udvisningen.
- Vi var nødt til at steppe op, og jeg synes faktisk, at selv om vi startede fantastisk, og selv om vi scorede tidligt til 1-0, manglede vi lidt.
- Energimæssigt havde vi problemer i første halvleg - i hvert fald indtil vi blev en mand mindre på banen, hvor jeg faktisk synes, vi blev bedre og fik styr på det, siger Bo Henriksen.
Den ekstra udfordring, som midtjyderne fik af Brumados udvisning, havde holdet brug for, siger han.
- Jeg sagde til spillerne i pausen, at vi havde bedt om en udfordring, og det fik vi så også.
- Det var det, vi havde brug for, og det, jeg er mest stolt af, er udtrykket, vi kom ud med i anden halvleg, hvor vi var mere disciplinerede, mens vi stadig var truende frem i banen, siger den 46-årige FCM-træner.
Profilen Anders Dreyer lagde op til midtjydernes første mål i opgøret, og han synes, at en sejr i undertal var ekstra fedt.
- Holdet kæmpede rigtig godt, og det føles måske lidt ekstra godt, når kampen udviklede sig, som den gjorde.
- Vi fik justeret lidt i pausen, og så synes jeg egentlig stadig, vi var farligere, end Sønderjyske var i anden halvleg.
- Ude mod Sønderjyske er det altid en krig - også når man spiller 11 mod 11, men det er klart, at i den her kamp blev det lidt mere krigerisk med en mand i undertal, siger kantspilleren.
FC Midtjylland har nu vundet fire kampe i træk siden skuffelsen i sæsonåbneren mod OB, som blev tabt med 1-2.
Derfor blåstempler Dreyer også sæsonstarten.
- Vi gør vores for at holde os til i toppen, og man må sige, det har været en rigtig god sæsonstart med 12 ud af 15 mulige point, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned