FCM-træner vil gentage Lazio-præstationen mod Feyenoord
FC Midtjylland-træner Albert Capellas har stor respekt for Feyenoord efter sine fire år som assistent i Vitesse. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Cifrene bliver næppe de samme som mod Lazio, men Albert Capellas håber, FCM kan tage endnu en skalp i Europa.
FC Midtjylland skabte store overskrifter, da holdet vandt 5-1 hjemme over Lazio i den seneste kamp i Europa League.
Nu venter torsdagens hjemmekamp mod Feyenoord, og FCM-træner Albert Capellas håber på at se den samme præstation som mod Lazio.
- Vi beviste, at vi kunne gøre det mod Lazio. Nu skal vi bevise det igen. Det kræver fuld koncentration i 90 minutter plus det løse.
- Det er et af de bedste hold i Holland. De har meget erfaring i Europa over mange år. Det er et godt hold. Det bliver overhovedet ikke nemt, siger Capellas.
Han forventer en meget tæt kamp mod Feyenoord, der i sidste sæson nåede finalen i Conference League.
I årene fra 2010 til 2014 var Capellas assistenttræner i den hollandske klub Vitesse og tager nyttig viden med derfra.
- Jeg kender Feyenoord ret godt fra mine fire år i Holland. De får mange gode spillere op fra deres akademi. Vi skal levere på et meget højt niveau, hvis vi skal have en chance for at slå dem.
- De kan kombinere, de kan spille mellem vores kæder. De kan lide at komme over kanterne og slå indlæg.
- De er gode til at score mål i åbent spil. De spiller offensiv fodbold og kan angribe på forskellige måder, og det skal vi være klar på, siger Capellas.
Feyenoord solgte spillere for over en halv milliard kroner i sommer, men klubben har også hentet mange nye, spændende spillere.
- I den slags kampe skal vi være gode i begge ender af banen. Vi skal forsvare os godt, og vi skal score på vores chancer, lyder det fra Capellas, der blandt andre advarer mod Feyenoord-angriberen Danilo.
FCM-kantspilleren Anders Dreyer spillede i sæsonen 2019/20 i Heerenveen. Han fik kun 13 kampe, men fik lidt kendskab til hollandsk fodbold.
- Jeg spillede jo ikke så meget dengang, som jeg gør nu. I Holland spiller holdene generelt offensiv fodbold og ofte i en 4-3-3-opstilling.
- Backerne kommer meget med frem i hollandsk fodbold. Det er det, jeg husker fra den tid, siger Dreyer.
FCM's kamp mod Feyenoord fløjtes i gang torsdag klokken 21. Alle fire hold i gruppen har tre point efter de første to kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned