FCN-anfører er klar til europæisk returkamp efter skade
Kian Hansen spillede mod Brøndby 6. august, men han har ikke deltaget i FC Nordsjællands seneste to kampe. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter at have misset to kampe er Kian Hansen skadesfri. Han starter inde mod FCSB, siger FCN-træner.
Superligaklubben FC Nordsjælland har fået en vigtig spiller klar til torsdagens returkamp mod rumænske FCSB i Conference League-kvalifikationen.
Efter at have misset nordsjællændernes seneste to kampe grundet skader er anfører Kian Hansen atter kampklar.
Det siger han efter onsdagens træning i Farum.
- Jeg er klar igen. Jeg har haft en mindre skade i låret, men forhåbentlig holder det 100 procent igen, så jeg kan deltage, siger Kian Hansen.
FC Nordsjællands cheftræner, Johannes Hoff Thorup, smider styrmanden direkte ind i startopstillingen.
- Jeg regner med, at han starter inde. Det er i hvert fald planen, siger FCN-træneren.
- Han mærkede lidt i baglåret, da vi spillede mod Brøndby (6. august, red.), og vi ville ikke tage nogle chancer med ham, men det har heldigvis vist sig at være rimelig mildt.
Uden Kian Hansen spillede FC Nordsjælland 0-0 ude mod FCSB i sidste uge, mens det i weekenden blev til en imponerende 5-0-sejr i Randers.
Selv om Nordsjælland har holdt nullet i begge kampe uden anføreren, har det været vigtigt at få ham hurtigt klar, da midtstopperkollega Adamo Nagalo afsoner karantæne torsdag aften. Ghaneseren blev udvist i Bukarest i sidste uge.
- Det gør bestemt ikke noget, at Kian er blevet klar til returkampen, siger Johannes Hoff Thorup.
Forsvarsgeneralen nedtoner sin egen betydning for holdet.
- Hvis jeg kun var på 80 procent, ville det være bedre at lade en af de andre på 100 procent spille. Vi har så gode midterforsvarsspillere, at det ikke er afgørende, hvem af os der spiller, for alle kender deres rolle, siger Kian Hansen.
FC Nordsjællands returkamp mod FCSB begynder torsdag klokken 19.
Den samlede vinder af dobbeltopgøret skal møde enten aserbajdsjanske Sabah fra Baku eller serbiske Partizan fra Beograd i den afgørende playoffrunde om en plads i Conference Leagues gruppespil.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker