FC Nordsjællands anfører, Nicolai Stokholm, tror på holdets chance for avancement til gruppespillet i Europa League, når nordsjællænderne spiller returopgør på udebane mod Sporting Lissabon.
Med 0-0 på hjemmebane med i bagagen fra Danmark håber Nicolai Stokholm på, at et enkelt mål kan blive afgørende i kampen mellem de to hold.
- Der er ingen tvivl om, at Sporting er favoritter, men vi tror på os selv, og vi tror på, at vi kan lave en god kamp og få scoret et mål.
- Vi så sidste år, at det var muligt at score her, og det tror jeg helt bestemt også, vi kan i år. Vi er ikke ude endnu, siger anføreren med henvisning til, at de to hold mødte hinanden i kvalifikationen sidste år.
Her tabte FC Nordsjælland 1-2 på udebane.
Nicolai Stokholm peger på, at nøglen til nordsjællandsk succes i Portugal bliver at turde spille bold med det teknisk stærke Sporting-hold.
- Det er vigtigt, at vi får stået imod og bliver gode på bolden, så vi kan spille os ud af deres første pres. Det var også det, vi havde succes med hernede sidste år og i perioder af den seneste kamp, siger Nicolai Stokholm, som ser et svagt punkt hos modstanderen.
- Jeg er ret sikker på, at de vil efterlade nogle rum, når de angriber med deres backs, og når vi spiller os ud af deres pres, så kommer der noget plads. Hvis vi kan udnytte de rum, skal vi nok komme frem til chancer, mener Nicolai Stokholm.
Samtidig håber han, at holdet kan drage fordel af, at spillerne kender kulissen.
- Selvfølgelig er det to forskellige kampe. Men vi kender stadion og ved, hvad vi går ud til. Vi skal bruge den rutine til at finde det rette spændingsniveau, for det handler meget om at komme rigtigt ud til kampen.
- Vi skal hverken være overtændte eller nervøse, understreger anføreren.
Kampen mellem FC Nordsjælland og Sporting Lissabon fløjtes i gang torsdag 22.15 dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker