FCN-boss efter brændt straffespark: Schjelderup skal sparke
FCN-træner var ikke tilfreds med, at Andreas Schjelderup gav straffesparkstjans til kollega, der brændte.
Fremover ligger det fuldkommen fast, at offensivspilleren Andreas Schjelderup skal tage sig af FC Nordsjællands straffespark.
Det fortæller holdets cheftræner Flemming Pedersen efter søndagens 1-1-kamp mod AGF, hvor nordmanden gav straffesparkstjansen videre til angriberen Mads Kristian Hansen ved FCN's andet straffespark.
Hansen missede den gyldne mulighed for at udbygge FCN’s føring, og derfor har Flemming Pedersen efter kampen skåret det ud i pap, at det altid skal være Schjelderup, der går til bolden fra 11-meter-pletten.
- Det kommer ikke til at ske igen, at Schjelderup ikke tager. Jeg forstår jo godt de unge mennesker. De har det rigtig, rigtig godt sammen, og så vil man gerne være sød ved at give straffesparket videre.
- Men jeg vil til hver en tid have, at Schjelderup tager, fordi han er så dygtig. Det var rigtig dyre lærepenge i dag, siger FCN-træneren.
Andreas Schjelderup forklarer, at FCN har en liste med straffesparksskytter, hvor han står øverst, mens Mads Kristian Hansen er nummer to.
Det var derfor nordmandens beslutning at lade offensivkollegaen stå for at tage nordsjællændernes andet straffespark, efter at han selv havde scoret på straffespark til 1-0 i første halvleg.
- Mads Kristian har scoret på ti ud af ti straffespark til træning, så jeg vidste, at jeg kunne stole på ham. Det var kun i dag, han missede, for normalt går bolden i mål, når han skyder, siger nordmanden.
20-årige Hansen var naturligvis skuffet efter kampen, hvor han forklarede, at en lignende situation ikke kommer til at opstå igen.
- Jeg er sindssygt skuffet. Det er nemt at være bagklog, men jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at jeg brændte.
- Hvis Schjelderup er på banen, kan I godt regne med, at han sparker fremover. Lige meget om der har været et eller to straffespark i kampen, siger angriberen.
FC Nordsjælland topper fortsat superligaen med 25 point efter 13 kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned