FCN-boss er stolt over historisk CL-point
Juventus var nede i sækken tirsdag aften, men FC Nordsjælland endte med at hente et enkelt - og klubbens første - point i Champions League. Det er FCN's bestyrelsesformand og ejer, Allan K. Pedersen, stolt over.
- Det var dejligt. Det var en fantastisk kulisse og stemning. Det kunne ikke være bedre. Vi repræsenterer dansk fodbold for det bedste, og det er jeg stolt over, siger Allan K. Pedersen.
Mikkel Beckmann bragte FCN foran 1-0 på et smukt sparket frispark, inden Juventus-angriberen Mirko Vucinic udlignede til slutresultatet 1-1 10 minutter før tid.
- Det viser, at vi bliver ved med at tro på den linje, vi har lagt for mange år siden. Vi viser, at vi er i stand til at matche de stærkeste hold i verden lige nu. Selvfølgelig havde vi også en smule held.
- Men vi bliver ved med at spille på vores egen måde, og det virker. Vi fik point ud af det. Det er pissegodt, siger FCN-ejeren.
Han lagde mærke til, at italienerne hang med hovederne efter det uafgjorte resultat i Parken.
- De var skuffede, og det siger noget om, hvor langt vi er kommet. Juventus har en fast målsætning om at skulle videre fra gruppen, og det var dejligt at sætte en kile ind i den målsætning.
- Nu er der spænding, og der er ekstra pres på både Juventus og Chelsea, efter at Shakhtar vandt, vurderer Allan K. Pedersen.
Shakhtar Donetsk vandt tirsdag 2-1 hjemme over Chelsea og fører gruppe E med syv point. Chelsea har fire point på andenpladsen efterfulgt af Juventus med tre point og FCN med et enkelt.
- Jeg ville gerne have solgt den for uafgjort inden kampen, for jeg synes bare, det er sindssygt vigtigt at vise, at vi kan få point.
- Men når jeg så, hvordan kampen udviklede sig, så kunne jeg sagtens have set, at vi med lidt held kunne have vundet, mener Allan K. Pedersen.
FCN møder Juventus i Torino om to uger.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde