FCN-chef om skurk: Han er ikke superligamålmand endnu

Emmanuel Ogura begik en stor fejl, da FC Nordsjælland søndag tabte 0-2 til AaB. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Cheftræner Flemming Pedersen roser keeper Emmanuel Ogura, som dog stadig har meget at lære.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da FC Nordsjælland og AaB stødte sammen søndag eftermiddag fik Emmanuel Ogura en uheldig hovedrolle.

FC Nordsjælland-målmanden begik således en stor fejl ved 2-0-målet til AaB, der vandt med samme cifre.

FC Nordsjælland-træner Flemming Pedersen fortæller, at klubben generelt er tilfreds med målmanden, men understreger, at han ikke er superligamålmand endnu.

- Jeg er ganske rolig ved Emmanuel Ogura. Han har på ingen måde virket usikker, men vi ved, at han ikke er superligamålmand endnu. Vi skal stadig vente på, at han udvikler sig.

- Men det var selvfølgelig meget ærgerligt, at han valgte at gå efter bolden, for den var på vej forbi mål.

FC Nordsjælland har efter sommerens salg af sidste sæsons førstekeeper, Peter Vindahl, haft udfordringer på målmandspositionen.

Men den lejede keeper Eduardo Dos Santos Haesler - også kaldet "Dudu" - er ved at finde sit niveau, vurderer Flemming Pedersen.

Derfor er FC Nordsjælland lige nu tilfreds med klubbens tre målmænd - inklusiv det 18-årige talent Andreas Gülstorff.

- Dudu er ved at være tilbage på sit topniveau, så der er meget stor konkurrence på målmandsposten, siger Pedersen.

Emmanuel Ogura selv fortæller, at det var en svær situation at navigere i, selv om det lignede et drop.

- Det var en meget svær beslutning at træffe, for det var et godt frispark. Jeg skulle reagere hurtigt, og jeg gjorde mit bedste for at hjælpe holdet.

- Det var bare uheldigt, siger Ogura.

Om han fortsat skal være førstemålmand i FC Nordsjælland, er dog Flemming Pedersens beslutning, understreger han.

- Jeg synes generelt, at mine præstationer har været gode, men jeg er stadig en ung målmand, så jeg har masser at lære endnu, siger han.