FCN ekspederer FCK-overmænd ud af pokalen

De forsvarende pokalvindere FC Nordsjælland er videre til semifinalen i den danske pokalturnering, Ekstra Bladet Cup, efter sejr på 1-0 ude over AC Horsens.

Dermed gjorde FC Nordsjælland det, som FC København ikke formåede at gøre. FCN sendte FCK's overmænd AC Horsens ud af pokalen.

Tidligere i efterårssæsonen sendte Horsens overraskende FCK ud af pokalen. Men torsdag aften viste jyderne ikke samme styrke.

Henrik Kildentoft bragte FC Nordsjælland foran efter godt et kvarter. Efter et hjørnespark trak højrebacken snedigt fri ved forreste stolpe og headede udeholdet i front.

Horsens forsøgte med stor fight og hårde nærkampe at slå sjællændernes spil i stykker, men hjemmeholdet magtede ikke at komme tilbage i kampen.

FCN's angriber Andreas Granskov tillod sig at brænde et par meget store chancer i slutfasen, da Horsens skulle satse for at få udlignet.

Afbrænderne var ved at blive dyre for FCN, for Horsens-angriberen Gilberto Macena havde chancen for at udligne i sidste minut af den ordinære spilletid, men FCN-keeper Jesper Hansen reddede forsøget.

De forsvarende pokalvindere fra FCN gik dermed videre som det sidste af fire tilbageværende hold i turneringen.

Tidligere torsdag gik også Randers FC videre i pokalturneringen efter en hjemmesejr på 3-0 over Lyngby. Esbjerg og FC Midtjylland er de to øvrige semifinalister, som tirsdag og onsdag sejrede ude over henholdsvis AaB og AGF.

/ritzau/

FC Nordsjælland gjorde det, FC København ikke kunne. FCN sendte FCK's overmænd AC Horsens ud af pokalen.

Offentliggjort Sidst opdateret