FCN føler sig snydt for mål og point

FC Nordsjælland føler sig snydt for en del scoringer og mulige point i SAS Ligaen. Søndag fik nordsjællændernes Nicki Bille Nielsen annulleret to scoringer i 1-0-sejren over Esbjerg.

Det skaber frustrationer hos træner Morten Wieghorst og hans spillere, der også har følt sig bortdømt i de foregående kampe mod AaB og Randers FC.

- Vi har været ekstremt uheldige med nogle kendelser. Det må jeg bare konstatere, fastslår Morten Wieghorst.

- Der er ikke offside de to gange, hvor Nicki Bille scorer. Det er ikke første gang, at det er sket, fortæller træneren.

- Det er ikke for at lange ud efter nogen, men det er et kæmpe område for dommerstanden. Ligesom at vi arbejder stenhårdt på at blive bedre, så må man også se på de offside-kendelser. Jeg forstår godt hvis spillerne bliver frustrerede, forklarer Wieghorst.

Nicki Bille Nielsen er helt enig.

- Hvis vi ikke havde vundet i dag, så havde det været en skandale. I vores første kamp mod AaB er bolden over målstregen, men vi får ikke et mål. I næste kamp mod Randers bliver vi snydt for et straffespark, og igen mod Esbjerg bliver vi snydt for mål. Dommerstandarden har ikke været høj nok. Det er pisseirriterende at arbejde på at blive bedre og score et flot mål og så få det bortdømt, siger Nicki Bille Nielsen.

- Jeg er ærgerlig over, at de to blev bortdømt. Især nummer to, hvor jeg på ingen måde føler, at jeg er tæt på at stå i en offside. Det er ærgerligt, for det er sådan, at man får selvtillid til næste kamp, forklarer angriberen, og holdkammeraten Bajram Fetai følger trop.

- Det har været kendetegnende for vores første tre kampe med de kendelser. Jeg håber, at det vender, og at dommerne kommer til at give os mere snor. Men de laver fejl ligeså vel som os spillere, og jeg håber bare at de lærer af dem. Hvis vi havde fået 1-1, så havde vores tone nok været endnu hårdere, siger Bajram Fetai.

/ritzau/

Annullerede scoringer og straffespark, der ikke er blevet dømt, har præget FC Nordsjællands forår i SAS Ligaen. Nu langer spillerne ud efter dommerne.

Offentliggjort Sidst opdateret