FCN-helt vil gentage kunststykke mod Juventus
Der var især en FC Nordsælland-spiller, som skilte sig markant ud, da det danske mesterhold fik 1-1 i Parken mod Juventus for to uger siden.
Og hvis FCN skal gentage den præstation i aftenens Champions League-kamp mod Juventus i Torino, så skal Jesper Hansen igen finde pragtredningerne frem.
- Der er lidt pres på. Jeg stod en rigtig god kamp mod dem. Jeg håber, jeg kan gøre det igen. Der bliver selvfølgelig noget at lave, og jeg må prøve at komme derhen, hvor jeg var sidst og levere en lige så god præstation.
- Det ville være fantastisk. Men jeg skal også spille lige så godt, før vi kan få noget med hjem. Det bliver absolut en svær kamp, siger Jesper Hansen.
FCN var under massivt pres i det meste af anden halvleg i Parken, hvor Jesper Hansen spillede en af sine bedste kampe nogensinde.
- Jeg glæder mig meget til at møde Juventus på deres hjemmebane. Det bliver super svært. Selv om vi fik et godt resultat mod dem sidst, så havde vi også det nødvendige held, pointerer FCN-keeperen.
Han mener, at Juventus efter tre uafgjorte kampe i træk er tvunget til at skulle vinde, hvis de vil hænge på i gruppe E, hvor førerholdet Shakhtar Donetsk og Chelsea fører an med henholdsvis syv og fire point.
- Nu er der endnu mere pres på Juventus. De er pisket til at slå os. Det var ikke nær så stort et pres på dem i den første kamp, men nu skal de altså til at hægte sig på de andre hold ved at få en sejr over os.
- Vi vil selvfølgelig se, om vi kan få point. Det bliver absolut en af de sværeste opgaver for os i gruppen, mener Jesper Hansen.
FCN har kun et enkelt point i gruppen, mens Juventus har tre point. Kampen begynder klokken 20.45.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde