FCN henter endnu et ghanesisk talent

Efter succesen med købet af midtbanemanden Enoch Adu, har FC Nordsjælland tilsyneladende fået smag for ghanesiske fodboldspillere.

Offentliggjort Sidst opdateret

De regerende mestre fortæller onsdag, at man har skrevet kontrakt med en anden midtbanespiller fra Ghana.

Det drejer sig om 20-årige Kamal Issah, der skifter fra franske Rennes og har underskrevet en kontrakt, der gælder frem til 31. december 2015.

FCN var allerede i juli i Frankrig for at besigtige Issah, og sportschef Jan Laursen er glad for, at handlen nu er gået igennem.

- Efter længere tids arbejde med at få alle aftaler på plads, er alt nu ordnet, og vi glæder os meget til at arbejde sammen med ham i de kommende år, siger Laursen.

Cheftræner Kasper Hjulmand forventer dog ikke, at ghaneseren spiller sig ind i startopstillingen lige med det samme.

- Han har kvaliteterne allerede nu, men vi har tålmodighed med ham og ser ham i udgangspunktet som en del af fremtidens hold, siger Hjulmand til klubbens hjemmeside.

Enoch Adu og Kamal Issah har spillet sammen på ungdomshold i Ghana og kender derfor hinanden allerede.

/ritzau/