Som brødre vi dele. Det ordsprog levede Michael Laudrups to sønner, Andreas Laudrup og Mads Laudrup, op til, da FC Nordsjælland og HB Køge spillede 1-1 på Farum Park.
Det første møde i SAS Ligaen mellem Michael Laudrups to sønner lignede længe en fortjent sejr til Mads Laudrups HB Køge, efter at Henrik Toft inden pausen havde raget et indlæg over hjemmeholdets målstreg til 1-0. Kort før slutfløjt udlignede Nicki Bille Nielsen til 1-1 på et hovedstød.
FC Nordsjællands Andreas Laudrup fik et par gange vist besnærende driblinger, inden han kort før pause måtte lade sig udskifte med smerter i baglåret. Og da HB Køges Mads Laudrup leverede en anonym præstation og blev udskiftet 25 minutter før slutfløjt, så var der ikke megen Laudrup-magi i Farum Park.
Gæsterne, der allerede har erkendt, at holdet rykker ud efter denne sæson var - med undtagelse af få perioder - overraskende bedst, mere pågående og en anelse hurtigere end FCN til at få kontrol over bolden.
Ud over et enkelt frispark og en solotur fra Bo Storm midtvejs i første halvleg, så blev det dog ikke farligt, før Henrik Toft omgivet af FCN-spillere fik scoret til 1-0 efter 35 minutter.
Som minutterne skred frem blev FC Nordsjælland en anelse mere farlige, men mange upræcise indlæg betød, at det mest var tilfældige chancer, der opstod. Det var dog et gennemspillet angreb, der førte til Nicki Bille Nielsens udligning, da angriberen headede hjemmeholdet på 1-1.
I den hektiske slutfase kunne begge hold have taget sejren. Gæsternes Nicolaj Madsen havde et skud på stolpen, mens et indlæg hoppede forbi FCN's Tobias Mikkelsen i en situation, hvor han blot skulle prikke bolden over målstregen.
Det uafgjorte resultat betyder, at FC Nordsjælland har otte point ned til nedrykningsstregen. HB Køge ligger fortsat sidst i SAS Ligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker