FCN sparer Nordstrand og Mtiliga mod OB
Morten Nordstrand har banket kasser ind for FC Nordsjælland, men angriberen får lov til at hvile, når Farum-mandskabet søndag eftermiddag gæster OB i Superligaen.
Derudover har FCN-træner Kasper Hjulmand overraskende valgt at lade fire andre stamspillere blive hjemme sammen med Nordstrand, så de alle kan restituere ovenpå et hårdt kampprogram.
Det drejer sig om Patrick Mtiliga, Anders Christiansen, Jens Stryger Larsen og Mario Ticinovic, der alle normalt er sikre navne på FCN-holdkortet.
- Vi er i en ok forfatning. Vi skal selvfølgelig tænke os om i forhold til at få frisket holdet op.
- Vi har nogle spillere, som ikke har spillet så meget. Og der er nogle, som har spillet rigtigt meget. Uanset hvem der spiller, så har jeg en god fornemmelse, siger Hjulmand til klubbens hjemmeside.
De mange ændringer i FCN-truppen giver til gengæld plads til talenterne Hakan Redzep og Johannes Ritter, som begge er udtaget til en superligakamp for første gang og kan få debut, hvis de kommer på banen.
OB har fået en fornuftigt start på Superligaen uden nederlag og befinder sig lige nu på en femteplads i ligaen. Hjemme på Trefor-Park er det blevet til en sejr og en uafgjort.
FCN vandt i sidste weekends spillerunde hjemme med 2-1 over AaB, og i torsdags blev det til 1-1 ude mod svenske Elfsborg i Europa League-kvalifikationen.
Kampen mellem OB og FCN fløjtes i gang søndag klokken 13.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker