FCN topper Superligaen efter sen sejr over Lyngby
FC Nordsjælland har spillet sig op på førstepladsen, efter at holdet slog Lyngby 2-1 hjemme i Farum.
FC Nordsjælland er tilbage på Superligaens førsteplads efter en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr over Lyngby mandag aften.
Flemming Pedersens tropper er det eneste hold i Superligaen, der har vundet alle tre kampe, og der er dermed skabt et lille hul på to point ned til Silkeborg og AC Horsens på de efterfølgende pladser.
FCN’s to mål blev scoret af angriber Mads Hansen, der havde en stor aften i Farum. Indskiftede Emil Nielsen scorede Lyngbys eneste mål.
Det var to fremadstormende hold, der stillede til start i Farum. Lyngby var kommet for at dominere kampen, og FC Nordsjælland var, som altid, utroligt farlige på omstillinger.
Mange af Lyngby-mulighederne gik igennem hurtige Adam Sørensen på venstre back, der med sin høje fart skabte store problemer for hjemmeholdet.
Det var dog som om, at meget af farten gik af spillet, når Lyngby nærmede sig FCN-målet, og af samme årsag udeblev de helt store chancer.
FCN spillede sig frem til flere store chancer, men den store forløsning kom ti minutter før pausen, da Mads Hansen sendte den i kassen direkte på frispark.
Lyngby-målmand Frederik Ibsen var stiktosset inde i Lyngby-målet, da frisparket fik lov til at gå direkte igennem en meget hullet Lyngby-mur.
Anden halvleg bød ikke på chancer i samme omfang som første halvleg. Til gengæld var begge hold skarpere foran kassen.
Lyngby fik udlignet 20 minutter inde i anden halvleg, da indskiftede Emil Nielsen kom først på en løs bold i feltet, som han sikkert sendte i nettet.
Men FCN ville ikke tage til takke med det uafgjorte resultat. Mads Hansen var opmærksom, da indskiftede Kristian Riis sendte en dårlige tilbagelægning afsted.
Den unge FCN-angriber sendte med stor sikkerhed sejrsmålet i kassen, da han med godt ti minutter tilbage scorede sit andet mål i kampen.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub