FCN-træner: Rigtigt at lade Uffe Bech starte ude
FC Nordsjælland var uden bænket Uffe Bech i startopstillingen i 0-1-nederlaget til OB på Tre-For Park.
FC Nordsjælland var uden flere profiler, da holdet søndag eftermiddag tabte 0-1 til OB i Odense. Det blev heller ikke bedre af, at FCN-træner Olafur Kristjansson så sig nødsaget til at bænke offensiv-profilen Uffe Bech inden kampen.
Uffe Bech kom nemlig for sent til spillernes taktikmøde søndag formiddag, hvilket udløste en plads på bænken fra start til det unge offensive es.
På trods af nederlaget til OB mener FCN-træneren, at han traf det rigtige valg.
- Det var den rigtige beslutning at lade Uffe Bech starte ude. Det er sådan, vi håndterer tingene her i klubben. Jeg har gjort det tidligere i min karriere, og jeg vil gøre det igen, siger Olafur Kristjansson.
Uffe Bech blev skiftet ind i anden halvleg og satte med det samme sit præg på FC Nordsjællands offensive spil.
- Selvfølgelig er Uffe farlig med sin speed. Han er en rigtig dygtig og lovende fodboldspiller, men det handler om, at jeg som træner vil opnå gode resultater. Her er disciplin en vigtig ting, og så er det ligegyldigt, om man hedder Uffe Bech eller noget andet.
- Det er samme vilkår for alle, siger FCN-træneren.
Selv er Uffe Bech rigtig træt af situationen, men han forstår godt sin cheftræners beslutning.
- Det er Olafur, der er cheftræneren. Jeg bebrejder kun én, og det er mig selv. Derfor var det også vigtigt for mig at vise, da jeg kom på banen, at jeg ville give alt for holdet.
- Jeg er selvfølgelig skuffet over at starte ude, men jeg har snakket med Olafur, og vi har lukket den. Nu gælder det bare om at komme videre. Ikke kun for mig, men også for holdet, der led et nederlag i dag, siger Uffe Bech.
FC Nordsjælland ligger fortsat på Superligaens sjetteplads med 21 point.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde