FC Nordsjællands lynhurtige kontraangreb blev afgørende, da holdet skød sig op på SAS Ligaens førsteplads med en sejr på 3-0 over Silkeborg.
FC Nordsjælland overtog lørdag førstepladsen i SAS Ligaen, da nordsjællænderne med hurtigt og direkte angrebsspil besejrede Silkeborg med 3-0 på Farum Park. Rawez Lawan, Stephan Petersen og Martin Bernburg scorede målene mod oprykkerne, der i de afgørende situationer havde svært ved at følge med.
Rawez Lawan udnyttede allerede efter syv minutter et lynhurtigt kontraangreb, da han modtog en dyb stikning og efter en sparkefinte gjorde det til 1-0. Det var hurtigt og effektivt. Det samme var tilfældet, da Stephan Petersen midtvejs i første halvleg placerede bolden helt ude ved stolpen og dermed øgede til 2-0.
Mens FCN var hurtige i omstillingerne, så forsøgte Silkeborg sig med gennemspillede, men langsommelige angreb, der aldrig overraskede eller voldte Benjamin Kibebe og Michael Parkhurst i hjemmeholdets midterforsvar problemer. Derfor blev ligatopscorer Rajko Lekic heller aldrig sat i scene.
I overtiden gjorde indskiftede Martin Bernburg det til slutresultatet 3-0, da han løb foran sin oppasser og prikkede bolden over målstregen.
Med sejren topper FC Nordsjælland SAS Ligaen med syv point og en bedre målscore end AGF, mens Silkeborg har fem point efter de fire første spillerunder af sæsonen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned