Federer og Nadal brager videre på fransk grus
Roger Federer er nu blandt de sidste otte spillere i French Open. Foto: Benoit Tessier/Reuters
Benoit Tessier/Reuters
Både Roger Federer og Rafael Nadal spillede sig i kvartfinalen med sejre i tre sæt.
Ti år efter karrierens eneste turneringssejr på Roland Garros kan tennisspilleren Roger Federer begynde at drømme om en reprise.
Den 37-årige veteran er klar til kvartfinalen i French Open efter en stensikker sejr i tre sæt over Leonardo Mayer fra Argentina.
Sætcifrene lød på 6-2, 6-3, 6-3 efter 1 time og 44 minutters spil.
32-årige Leonardo Mayer er nummer 68 på verdensranglisten og er aldrig nået længere end til ottendedelsfinalen i en Grand Slam-turnering.
Den 20-foldige grandslam-vinder Federer viste sig som ventet som for stor en opgave, præcis som han har været i de to spilleres tre tidligere møder på tennisbanen.
Leonardo Mayer tabte sit allerførste serveparti i kampen, og så var tonen slået an. Ved stillingen 4-1 udnyttede Federer endnu en breakbold på vej mod sætsejren på 6-2.
Forløbet var stort set det samme i andet sæt, hvor Federer uden det store besvær holdt sine server, mens Mayer tabte to partier i egen serv.
Kampens endegyldige afgørelse kom, da Mayer tabte sin serv ved 2-3 i tredje sæt, for han formåede aldrig at gøre noget ved schweizerens server.
Det var et meget passende billede på kampforløbet, at Federer afsluttede forestillingen med et rent serveparti til 6-3-sejr i tredje sæt.
Roger Federer vandt French Open i 2009 og har været i yderligere fire finaler. I de seneste tre år har han meldt afbud til sæsonens mest prestigefyldte grusturnering.
Spanske Rafael Nadal har på det franske grus været i 11 finaler og vundet dem alle.
Han vandt senest French Open sidste år og holder sig stadig på kurs mod den tredje sejr på stribe, efter at han ligesom Federer spillede sig i kvartfinalen i tre sæt.
Nadal sejrede med ligeledes 6-2, 6-3, 6-3 over Juan Londero fra Argentina.
I kvartfinalen skal tredjeseedede Roger Federer op mod landsmanden Stan Wawrinka, mens andenseedede Rafael Nadal får fornøjelsen af vinderen af kampen mellem Kei Nishikori og Benoît Paire. Den blev søndag aften afbrudt, fordi der var for mørkt, og vil blive spillet færdig mandag.
Vinder de begge, står Nadal og Federer overfor hinanden i den ene semifinale.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker