Federer runder 9000 serve-esser i ny Dubai-triumf
I januar fik Roger Federer sin sejr nummer 1000 i karrieren. Lørdag krydsede han en ny milepæl i Dubai.
Tennisstjernen Roger Federer vandt lørdag for syvende gang i karrieren ATP-turneringen Dubai Duty Free Tennis Championships med en finalesejr på 6-3, 7-5 over verdensetteren Novak Djokovic.
Den 33-årige schweizer er ganske suveræn i ørkenstaten, hvor han er nået frem til finalen ni gange ud af 12 mulige.
Federers rekord i turneringen lyder på 47 sejre og blot fem nederlag. Han er gået hele vejen i 2003, 2004, 2005, 2007, 2012, 2014 og nu i 2015, mens det er blevet til finalenederlag i 2006 og 2011.
Selv om den schweiziske tennisstjerne skuffede ved årets første grand slam-turnering Australian Open med et tidligt exit til Andreas Seppi i tredje runde, så har Federer krydset en række milepæle i 2015.
I januar vandt han karrierens 1000. sejr, da han i finalen i Brisbane slog Milos Raonic.
Og i lørdagens finale mod Novak Djokovic i Dubai rundede han 9000 serve-esser i karrieren, da han skulle serve i andet sæts sjette parti. Det blev til i alt 12 serve-esser, hvilket bringer Federers total op på 9007 esser.
Ifølge ATP er Roger Federer den blot fjerde spiller siden 1991, der runder 9000 serve-esser.
Federer har i løbet af sin professionelle karriere vundet 84 af de 126 finaler, han har kæmpet sig frem til.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned