Federer skruer bissen på mod italiener og er i kvartfinalen
Roger Federer er klar til kvartfinalen i Wimbledon. Foto: Peter Nicholls/Reuters
Peter Nicholls/Reuters
I to ud af tre sæt spillede Roger Federer på højt niveau og er nu i sin 18. Wimbledon-kvartfinale.
Efter en rodet start på kampen mod italienske Lorenzo Sonego er Roger Federer klar til Wimbledons kvartfinale.
Mandag aften vandt schweizeren med 7-5, 6-4, 6-2.
I kvartfinalen skal han op imod enten polske Hubert Hurkacz eller turneringens andenseedede russer Daniil Medvedev.
Det er 18. gang, Roger Federer er i kvartfinalen i Wimbledon, hvor han er på jagt efter sin niende titel.
26-årige Sonego, der er nummer 27 i verden, gik opportunistisk til værks i første sæt, og det var tydeligt, at Federer flere gange var irriteret. Både fordi italieneren gav god modstand, men også fordi han ikke selv fandt sit vanlige niveau.
Første gang Federer brød Sonegos serv, brød italieneren hurtigt tilbage, og det var lige ved at ske anden gang også. Men efter en regnpause, hvor taget blev kørt over Centre Court, slog Federer hurtigt sættet hjem.
I andet sæt var det tydeligt, at Federer ville revanchere det halvsløje niveau fra første sæt. Lettere sammenbidt skruede han op for koncentrationen og tempoet.
Det betød, at han vandt sine egne servepartier med stor skarphed, og i Sonegos tredje serveparti vandt schweizeren efter to breakbolde og kørte sættet i garagen.
I tredje sæt havde Roger Federer fortsat den sammenbidte mine på, og han fandt for alvor et højt niveau frem.
Intet blev overladt til tilfældighederne, og selv om Sonego spillede op til publikum og fik masser af klapsalver, når det indimellem lykkedes at vinde en stor duel, fortrak Federer ikke en mine.
Efter en halv time slog han tredje sæt hjem, og kvartfinalen var i hus.
I en af aftenens øvrige kampe fik vi en mindre overraskelse. Den fjerdeseede tysker, Alexander Zverev, blev sparket ud af den 20-årige canadier Felix Auger-Aliassime, som for alvor er på vej frem på den store tennisscene.
Kampen blev afgjort efter fem sæt - 6-4, 7-6, 3-6, 3-6, 6-4 i canadierens favør.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned