Overraskende er det, at både Rafael Nadal og Roger Federer blev sendt ud af Australian Open inden finalen. Men at kalde det et begyndende jordskred i tennis er lige lovlig kådt, mener schweizeren Roger Federer.
- De kommer med den slags udmeldinger meget hurtigt, siger Roger Federer.
- Lad os tale igen om seks måneder.
Roger Federer og Rafael Nadal har delt alle Grand Slam-trofæer mellem sig siden 2006 med udtagelse af to. Men trofæet i Australian Open får verdens nummer et og to i hvert fald ikke fingrene i.
Torsdag besejrede Novak Djokovic schweizeren 7-6, 7-5, 6-4 i semifinalen, og efterfølgende var han ude med forudsigelser af en ny fremtid for herretennis.
- Det har været virkelig svært at spille mod dem, især i de store turneringer, hvor de har spillet op til deres bedste. Nu ændrer disse ting sig lidt, og set i det perspektiv er det godt for sporten, siger Novak Djokovic.
Serberen mener dog, at det er for tidligt at tale om en ny æra.
Selvom den forsvarende mester, Federer, spillede udmærket og næsten levede op til sit sædvanlige niveau, fik han aldrig lov til at styre kampen af sin serbiske modstander.
Djokovic kom bedst fra start i kampen, da han vandt første sæt i en tiebreak. Siden brød han Federers serv to gange på de helt rigtige tidspunkter og afgjorde de to sidste sæt til egen fordel.
Med sejren er Novak Djokovic i sin fjerde grand slam-finale nogensinde. Han har én gang tidligere stået i finalen i Melbourne. Det var tilbage i 2008, hvor han vandt over franskmanden Jo-Wilfried Tsonga.
Modstanderen i finalen i år bliver enten briten Andy Murray eller spanieren David Ferrer. Det afgøres først natten til fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker